Jeg holder foredrag og modererer debatter. 

Om demokrati og litteratur; om ytringsfrihed, politikerlede og sociale medier. 

Om at turde være sårbar i offentligheden, selvom den kan slå hårdt. 

Om at jonglere principielle spørgsmål om politisk og kunstnerisk ytringsfrihed med komplekse familierelationer i medierne. 

Jeg gør det med afsæt i mine bøger, mine erfaringer som debattør og uddannelse inden for retorik. 

Og som bror til en af danmarkhistoriens mest udsatte politikere.

Send forespørgsler til:

martinpaludan@gmail.com

Eller se mere herunder.

Bøger


Hvis det er sådan du har det

Roman.

Peter er på dagpenge og midt i ikke at have gjort Louise gravid, da hans mor står ude i opgangen og vil skilles fra den mand, som mere eller mindre har slået hendes kat ihjel. Og i øvrigt har været en frygtelig ægtemand og far.

Eller går Peter rundt og har haft en lykkelig barndom? Ligesom moren kræver søsteren og broren svar. Om faren, som Peter vel ikke kan blive ved med at forsvare? Og om kærligheden, som også for dem truer med en skuffelse.

"Hvis det er sådan du har det" er en roman om tre søskende. Om tre fædre. Alt for mange døde katte og én kæreste, som virkelig gerne vil forstå den barndom, som er ved at få grebet om hendes kæreste.


Vi vågner i Sibirien

Roman, forlaget Brændpunkt, 2017.

Vi vågner i Sibirien udspiller sig på afgrunden af en vinter, der tilsyneladende vil stoppe livet, som vi kender det.

I romanens prolog befinder fortælleren sig i et hus et sted uden for Aarhus, hvor han forbereder sig på at overleve så godt som muligt. Samtidig henvender han sig i skriften til et du, som han ikke længere er 
sammen med.

Herefter følger vi historien om mandens forelskelse i netop dette du, som vil noget andet og mere med samfundet end han selv. Vi følger dem gennem en tid, hvor Danmark gradvist går i opløsning, og hvor deres forskellige måder at forholde sig til kriser, politik og religion bliver afgørende for deres forhold. Den kvindelige hovedperson bliver en central figur i et diffust oprør, men fortælleren drømmer om en småborgerlig tilværelse. Alt imens verden gradvist sner til, og forestillingen om en normal tilværelse fremstår alt mere desperat.

Kvindens og mandens forskellige livssyn bliver afgørende for den måde, de forholder sig til sammenbruddet; samfundets såvel som deres eget.

Læs den firestjernede anmeldelse hos Fyens Stiftstidende her.

  Foredrag

Familien i individets tidsalder

Hvor langt skal vi gå for at holde fast i familien i et individualiseret samfund?
I dag vægtes selvrealisering højere end fællesskab.

Med afsæt i min roman, 'Lad det brænde' stiller foredraget spørgsmålet: Hvordan bevarer vi familien i et samfund, som fordrer personlig udfoldelse over alt andet?

Skal vi kæmpe for familien? Hvor meget? Eller kan det give mening at give slip?

Læs også min kronik i Politiken, hvor jeg går i rette med den perfekthedskultur, som præger det moderne forældreskab.


Når politik smadrer den gode stemning 

I USA ser vi fx, hvordan den politiske polarisering i kølvandet på Trump har resulteret i, at børn har brudt med deres forældre. Eller at politik som minimum er blevet tabu, når familien samles til Thanksgiving. 

I mindre skala er vi mange, som også kender til det herhjemme: Hvordan det tilsyneladende bliver sværere og sværere at have samtaler med vores nærmeste om politik. Det er en skam. For vores politiske overbevisninger er en del af den måde, vi forholder os til verden på. Og samtaler om det – især med vores nærmeste – kan åbne til større forståelser på andre områder.

I dette foredrag fortæller jeg personlige historier fra en familie med politiske ekstremer og kombinerer det med min erfaring som debattør og cand.mag. i retorik. 

Jeg giver dig konkrete råd til, hvordan man kan føre politiske samtaler med folk, man holder af. Uden at smadre den gode stemning.


Politikerlede: Hvorfor elsker vi at hade politikerne? 

Hvorfor er vi blevet så trætte af politikerne? Og hvad betyder det for vores demokrati? Politikerlede er ikke længere et surt opslag i kommentarfeltet – den er blevet et vilkår for dansk politik.

I foredraget tager jeg afsæt i en personlig historie. I 2019 stod jeg i centrum for en offentlig konflikt, som gjorde mig nysgerrig: Hvorfor fylder lede og mistillid så meget i vores forhold til politikerne? Hvad gør det ved vores debat, vores valg – og vores tillid til demokratiet?

Vi lever i en tid, hvor sociale medier har gjort politikerne til en del af vores hverdag. Vi følger deres feriebilleder, ser deres stories, raser over deres opslag – og det gør forholdet mere intimt, men også mere eksplosivt. Politikerne spiller selv med, når de iscenesætter sig som "almindelige mennesker" med makrelmadder, samtidig med at de bruger leden som politisk våben.

Foredraget blander analyser fra min bog Politikerlede med skæve eksempler, personlige fortællinger og konkrete bud på, hvordan vi kan dæmpe polariseringen – uden at opgive den kritiske samtale, som demokratiet lever af.

Debat og kommende arrangementer

Ræk ud!

Martinpaludan@gmail.com